Kåring

En kåring er en godkendelse af heste til avl og brug under en bestemt forening. I Danmark kårer og registrere Dansk Tinker Forening racen under SEGES. SEGES er en del af de danske myndigheder. Det er besluttet at I Danmark kan der kun findes én stambog for tinkere og irish cobs, da de danske myndigheder vurderer at det er den samme race. De danske dyrskuer er en del af SEGES og derfor har mange skuer det krav, at dyrene skal være kåret/registreret i en dansk avlsforening - i dette tilfælde DTF.
 
I 2012 fik DTF datterstambogsstatus ved NSvT i Holland, der har den Europæiske moderstambog for tinkere. Dvs. vores heste fra 2012 og frem kåres både i vores egen stambog i Danmark, men også direkte ind i hovedstambogen i Holland. Dette er et vigtigt skridt imod bevarelsen af vores race og registrering i et større perspektiv. Det giver også mulighed for samarbejde på tværs af landegrænser, da vi frit kan købe/sælge/avle med vores naboer i STS i Sverige, BTS i Belgien og NSvT i Holland.
 
Vores stambog, samt vores moderstambog i NSvT er åben. Det vil sige at man frit kan stille sin hest til kåring uanset afstamning.
 
En kåring går ud på at bedømme hestens eksteriør, bevægelse, type, samarbejdsvilje samt dens helbred. Der er skrappere krav til hingstene, da de potentielt kan nå at lave mange flere føl end hopper. Vi laver også vejlende bedømmelser på føl og plage op til deres 2. leveår. En vejlende bedømmelse kan give et fingerpeg om hesten udvikler sig i retning af et godt avlsdyr. Det er ikke en kåring eller en registrering! Bedømmelsen bliver ikke registreret noget sted og der laves ikke type på disse unge dyr. Det er kun til ens eget brug.
 
Til en kåring vil hesten på dagen først blive indsynet ved en dyrlæge. Syge dyr eller dyr der ikke vurderes at kunne udholde en kåring fysisk kommer ikke ind på pladsen. Herefter vil den egentlig bedømmelse ved fagfolkene gå igang og hesten bedømmes her af en måler og en dyrlæge. Herefter kommer en bedømmelse af eksteriørdommerne - først på hård bund udenfor og bagefter under mønstring samt løs i en ridehal. Hingstene skal aflevere en drejebog med røntgenundersøgelse - det er frivilligt om man ønsker at lave drejebogen før eller efter kåringen. Tidligere skulle man også aflægge en spermtest, denne har vi dog fået afskaffet i DTF så denne nu er frivillig. Spermtesten skal dog aflægges hvis hingsten IKKE laver mindst 5 afkom på 3 år. Opnår hingsten ikkekåring med 1. premium + STAR kan den ikke opnå bedækningstilladelse, men bedømmelsen skal dog stadig registreres hos SEGES. Bliver hingsten kåret 1. premium, 2. premium eller 3. premium vil den kunne deltage på DTF Showteams. Ønsker man at kastrere hingsten vil kåringen kunne registreres som en vallakkåring, hvilket kan åbne døre til flere dyrskuer hvor hingsten ikke har måtte udstilles pga. manglende avlsgodkendelse.
 
Har du yderligere spørgsmål til kåringerne, så tag kontakt til bestyrelsen.